Spring til indhold
Menu

Artikler

Claude i Microsoft 365 Copilot: Brug, data og admin-guide

Claude findes nu i Copilot Chat, Researcher, Word, Excel, PowerPoint og Cowork. Se hvad det kan, hvad 9. december betyder, og hvordan I styrer det.

Anders Jensen Underviser i automatisering og AI

Claude i Microsoft 365 Copilot kan nu vælges i Copilot Chat, i Researcher, når du redigerer i Word, Excel og PowerPoint, og i Cowork og Kode. Samtidig har Microsoft meddelt, at Claude slås til for alle brugere i EU-tenants, der er omfattet af EU Data Boundary og ikke selv har taget stilling, den 9. december 2026. Denne artikel viser, hvad Claude kan i Copilot, hvad det betyder for jeres data, og trin for trin hvordan I styrer det i Microsoft 365 admin center.

Her finder du Claude i Copilot

Claude kan vælges i de fleste Copilot-oplevelser:

  • Copilot Chat: Claude Sonnet 5, Sonnet 5.5 og Opus 5.5.
  • Researcher: Ren Claude eller to tilstande, hvor GPT og Claude arbejder sammen.
  • Word, Excel og PowerPoint: Claude i Copilot-ruden, når du redigerer, og i Word-, Excel- og PowerPoint-agenterne i Copilot-appen.
  • Cowork og Kode: Opus 5.5, Sonnet 5.5 og Fable 5.2. Microsoft annoncerede Fable 5.2 til Cowork og Copilot Studio den 11. november.
  • Copilot Studio: Claude som model i jeres egne agenter, når admin også har tilladt det i Power Platform.

Versionsnumrene skifter løbende. Microsoft skriver selv, at ikke alle modelopgraderinger får en meddelelse, så det, du ser, kan være nyere end det, der står her.

Copilot Chat: Vælg Claude i modelvælgeren

  1. Åbn Microsoft 365 Copilot.
  2. Klik på "Autofunktion" øverst i chatten.
  3. Peg på "Claude", og vælg Sonnet 5, Sonnet 5.5 eller Opus 5.5.
Modelvælgeren i Microsoft 365 Copilot Chat med Claude fra Anthropic udfoldet og modellerne Sonnet 5, Sonnet 5.5 og Opus 5.5

Øverst i menuen ligger Microsofts egne tilstande: "Autofunktion", der selv vælger, hvor længe der skal tænkes, "Hurtigt svar" og "Dybere refleksion". Under dem ligger modelfamilierne Claude og GPT. Vælger du en Claude-model, viser knappen øverst navnet på modellen.

Et svar fra Claude Opus 5.5 i Copilot Chat med en tabel over en 30-dages plan for en ny teamleder og markeringen Årsag til 18 s

Svaret ovenfor er fra Opus 5.5. Linjen "Årsag til 18 s" over svaret viser, hvor længe modellen ræsonnerede, før den svarede. Og svaret er stadig Copilot: Copilot oplyser, at den ikke fandt internt onboarding-materiale til ledere, og at planen derfor bygger på almindelig god praksis.

Researcher: Lad Claude og GPT arbejde sammen

Researcher er det sted, hvor Microsoft er gået længst med at blande modellerne. Vælgeren øverst har fire tilstande:

Modelvælgeren i Researcher med tilstandene Autofunktion, Revision, Eksempelråd og Claude
  • Autofunktion: Researcher vælger selv den bedste model til opgaven.
  • Revision: GPT skriver svaret, og Claude finjusterer det bagefter.
  • Eksempelråd: GPT og Claude ræsonnerer side om side.
  • Claude: Kun Anthropics model, fra start til slut.

"Eksempelråd" er den danske oversættelse af det, Microsoft på engelsk kalder Model Council. Ifølge Microsofts vejledning til modelvalg i Researcher kræver Autofunktion og Model Council, at I er med i Frontier-programmet. Siden er dog ikke dateret, så tjek, hvad jeres egne brugere ser.

Word, Excel og PowerPoint: Claude, mens du redigerer

Når du redigerer med Copilot i Office-apps, kan du også vælge Claude. I Word ser det sådan ud:

  1. Åbn et dokument i Word, og klik på Copilot-ikonet øverst til højre.
  2. Klik på "Autofunktion" øverst i Copilot-ruden.
  3. Fold "Claude" ud, og vælg Sonnet 5.5 eller Opus 5.5.
  4. Skriv, hvad du vil have lavet, i feltet "Rediger med Copilot".
Copilot-ruden i Word med modelvælgeren udfoldet og Claude-modellerne Sonnet 5.5 og Opus 5.5

Vi bad Opus 5.5 om en dagsorden til et teammøde på en time. Copilot skrev den direkte ind i dokumentet og opsummerede i ruden, hvad den havde lavet.

Et Word-dokument med en dagsorden skrevet af Claude Opus 5.5 og Copilot-ruden med en opsummering af ændringerne

PowerPoint har samme vælger i Copilot-ruden, med Sonnet 5.5 og Opus 5.5 under Claude:

Copilot-ruden i PowerPoint med modelvælgeren udfoldet og Claude-modellerne Sonnet 5.5 og Opus 5.5

Vi bad Opus 5.5 om fire slides om, hvordan et team kommer godt i gang med Copilot. Resultatet blev fire slides med layout, tekst og billeder, og Copilot skrev selv i ruden, at billederne var lavet med AI og ikke var rigtige fotos.

Fire slides i PowerPoint om at komme godt i gang med Copilot med layout, tekst og billeder, lavet af Claude Opus 5.5

I Excel sidder modelvælgeren øverst til venstre i Copilot-ruden. Hos os tilbyder Claude her også Opus 5 ved siden af Sonnet 5.5 og Opus 5.5. Vi bad Opus 5.5 om et lille budget til et teamseminar, og den byggede en formateret tabel med fem udgiftsposter, en totalrække og en note om den største post.

To ting er værd at vide for alle tre apps:

  • Valget gælder kun den aktuelle session. Det fremgår af Microsofts vejledninger til modelvalg i Word, Excel og PowerPoint. Næste session starter med Auto eller standardmodellen.
  • Word-, Excel- og PowerPoint-agenterne i Copilot-appen er noget andet end Copilot inde i programmerne. Ifølge Microsofts side om agenterne bruger de i skrivende stund kun Anthropics modeller og er utilgængelige, hvis I slår Anthropic fra, også for brugere med licens. Copilot inde i Word, Excel og PowerPoint kan fortsat bruge GPT.

Cowork og Kode: Her bor Fable 5.2

Cowork er Copilots agent, der udfører opgaver for dig på tværs af mail, filer og apps. Fanen Kode åbner med feltet "Opret hvad som helst" og forslag som "Visualiser min uge og min fokustid", og den er i skrivende stund en del af Frontier-programmet. Begge steder kan du vælge mellem tre Claude-modeller:

Modelvælgeren i Copilot Cowork med Claude-modellerne Opus 5.5 for komplekst arbejde, Sonnet 5.5 til hverdagsopgaver og Fable 5.2 til ambitiøse projekter
  • Opus 5.5: "For komplekst arbejde med høj indsats".
  • Sonnet 5.5: "Effektiv til hverdagsopgaver".
  • Fable 5.2: "Den mest avancerede model til ambitiøse projekter".
Modelvælgeren i fanen Kode i Microsoft 365 Copilot med Claude Sonnet 5.5, Opus 5.5 og Fable 5.2

Fable 5.2 blev annonceret 11. november til Cowork og Copilot Studio, og den står allerede i både Cowork og Kode hos os. Microsoft skriver ikke tydeligt, om Fable 5.2 kører under Microsofts vilkår eller som en af de Data Retention-modeller, jeg beskriver nedenfor. Vi så ingen mærkning i vælgeren, men tjek det, før I bruger den til fortrolige data.

Cowork afregnes efter forbrug i Copilot Credits. Ved siden af modelvalget sidder en skyder mellem "Hurtigere" og "Mere intelligent", og teksten under den siger, at større indsats er mere grundig, men langsommere og bruger flere kreditter.

Skyderen i Copilot Cowork mellem Hurtigere og Mere intelligent med teksten om at større indsats bruger flere kreditter

Hvordan I giver en pilotgruppe adgang og sætter et loft over forbruget, har jeg gennemgået i guiden om Copilot Cowork-adgang med en pilotgruppe.

Et forbehold om Cowork: Microsofts Cowork-dokumentation skriver i skrivende stund, at organisationer inden for EU Data Boundary kun kan bruge GPT-modeller. I vores danske tenant står Claude-modellerne alligevel i vælgeren. Tjek, hvad I selv ser.

Claude eller GPT: Hvad skal du vælge?

Kort svar: Lad "Autofunktion" være standard, og vælg en model bevidst, når du har en grund. Microsofts router er lavet til at vælge en passende model pr. opgave, og de fleste medarbejdere har ikke brug for at tænke over det. Det, der flytter mest, er stadig medarbejdernes vaner i Word, Excel, PowerPoint, Outlook og Teams, som er det, vi øver på vores Microsoft Copilot begynderkursus.

Har du en grund, så test den samme prompt på begge modelfamilier, før du gør det til en vane. Researchers "Eksempelråd" gør netop det for dig. Og vær opmærksom på grænserne:

  • Opus har et forbrugsloft. Microsoft skriver, at Opus er med i licensen "med grænser", men tallene er ikke offentliggjort.
  • Valget nulstilles i Office. I Word, Excel og PowerPoint skal du vælge Claude igen for hver session.
  • Rammerne er Copilots. Når Anthropic bruges som Microsofts underleverandør, gælder Microsofts adgangsstyring og Enterprise Data Protection. Modeller mærket "Anthropic models with Data Retention" har særskilte vilkår (mere om dem nedenfor). I Word-, Excel- og PowerPoint-agenterne er det Microsoft, der søger i jeres data, og kun den relevante kontekst sendes videre til modellen.

Licens og pris

  • Copilot Chat og Researcher: Microsoft dokumenterer Claude til brugere med Microsoft 365 Copilot-licens og kræver en Copilot-licens til modelvalg i Researcher. Guiden her viser brugere med den betalte licens.
  • Word-, Excel- og PowerPoint-agenterne: Kræver ifølge Microsoft den betalte licens.
  • Modelvalg i Word og PowerPoint: Kræver ifølge Microsoft et betalt Copilot-abonnement. For Excel siger dokumentationen det ikke tydeligt, men det er det betalte setup, guiden viser.
  • Inkluderet i licensen: I Microsofts oversigt over licens og forbrugsafregning står Sonnet som inkluderet under fair use og Opus som inkluderet inden for grænser.
  • Afregnet i Copilot Credits: Samme oversigt placerer Cowork, Kode og nyere agentiske frontier-modeller som Fable under forbrugsafregning. Det kræver en brugerlicens og en betalingspolitik, som administratoren har sat op.
  • Ingen aftale med Anthropic: Med undtagelse af Data Retention-modellerne nedenfor skal I ikke indgå nogen aftale med Anthropic. Det hele går gennem Microsoft.

Om brugere uden den betalte licens kan se nogen Claude-model, siger Microsofts dokumentation ikke klart. Guiden her viser det betalte setup.

Data og EU Data Boundary: Det skal jeres DPO vide

Det er her, de fleste organisationer skal bruge tid, og det er her, Microsoft flytter brikkerne lige nu.

Anthropic er underleverandør til Microsoft

Siden 7. januar 2026 har Anthropic været underleverandør (subprocessor) til Microsoft. Det betyder, at Microsofts Product Terms, Data Protection Addendum og Enterprise Data Protection gælder, når I bruger Claude i Copilot med Anthropic som underleverandør. Jeres prompts og svar bruges ikke til at træne modellerne, og Microsofts Customer Copyright Commitment gælder også.

Undtagelsen: Modeller med Data Retention

Nogle af Anthropics nyeste modeller tilbydes kun som "Anthropic models with Data Retention", fx Claude Fable 5 og Mythos 5. Her er Anthropic selvstændig databehandler, og det er Anthropics egne vilkår, der gælder, ikke Microsofts.

Ifølge Microsoft opbevarer Anthropic de fleste input og output fra disse modeller i op til 30 dage. Indhold, der markeres som muligt brud på Anthropics regler, kan gemmes i op til 2 år og klassificeringsscorer i op til 7 år. Dataene bruges ikke til træning uden jeres udtrykkelige tilladelse. Modellerne har deres egen kontakt, som ifølge Microsoft er slået fra som standard i alle regioner.

Tjek den alligevel: I vores egen tenant stod kontakten til "All users". Hvor I finder den, står i trin 3 i admin-guiden nedenfor.

I dag: Claude er uden for EU Data Boundary

Indtil starten af december 2026 er Claude ikke omfattet af Microsofts løfte om behandling inden for EU Data Boundary. Microsoft skriver det både på deres dokumentationssider og i MC1546438.

Vores admin center viser også, hvad det betyder for ét af valgene: Vælger I "All users for Microsoft 365 apps only", sker behandlingen uden for EU Data Boundary, men ingen kundedata gemmes uden for den, og alt krypteres under overførslen.

Forklaringen til valget All users for Microsoft 365 apps only om at data behandles uden for EU Data Boundary, men ikke gemmes uden for den

Fra december: Claude flytter ind i EU Data Boundary

Det er den vigtigste ændring for Claude i Europa fremover. Microsofts Message Center-opslag MC1546438 fra 10. november beskriver forløbet for EU- og EFTA-tenants, der er omfattet af EU Data Boundary:

  • Starten af december 2026: Behandlingen af Claude i Copilot flytter ind i EU Data Boundary. Bruger I allerede Claude, sker det automatisk, når det er klar.
  • 9. december 2026: Microsoft slår Claude til for alle brugere i tenants, der ikke har valgt noget for Anthropic.
  • Samme dag udgår valget "All users for Microsoft 365 apps only", og tenants med det valg flyttes til "All users".
  • Jeres øvrige valg respekteres, og I kan til enhver tid slå Claude fra eller begrænse adgangen.
  • Data Retention-modellerne styres af en separat indstilling og er ikke med i ændringen.

Opslaget kræver login i admin center, men linket ovenfor fører direkte til det. Microsoft beskriver også flytningen i et offentligt blogindlæg fra 5. november. Microsofts dokumentationssider var i skrivende stund ikke opdateret med ændringen og beskriver stadig, at Claude er uden for EU Data Boundary.

Det, Microsoft endnu ikke svarer på

  • Danmark eller EU: Der står intet om, hvorvidt behandlingen sker i Danmark, eller blot inden for EU, og på hvis infrastruktur.
  • Copilot Studio og Power Platform: Opslaget giver brugerne Claude i Copilot Studio, men Microsoft bekræfter ikke, at samme dataplacering gælder dér. Copilot Studio markerer i skrivende stund Claude-modellerne som "cross-geo" i Europa.
  • Multi-Geo: Kunder med Multi-Geo er ifølge Microsoft ikke omfattet af EU Data Boundary, heller ikke når tenanten ligger i et EU-land.

Andre modeller i Microsoft 365: Mistral AI

Claude og GPT er ikke de eneste udbydere, admin center kender. Under de samme indstillinger kan I også tillade Mistral AI. Mistral kører, ligesom Data Retention-modellerne, som selvstændig databehandler under udbyderens egne vilkår. Microsofts DPA og løfter om dataplacering gælder altså ikke for Mistral. Ifølge Microsoft er Mistral i skrivende stund kun tilgængelig som eksperimentel model i Copilot Studio.

To ting mere for regulerede brancher

  • Ingen PCI DSS-dækning: Ifølge Microsoft omfatter PCI DSS-dækningen ikke Anthropics modeller i Copilot Studio, når de lagrer, behandler eller overfører kortdata. Min anbefaling er at holde kortdata ude af de agenter.
  • Flex routing: Under de samme Copilot-indstillinger ligger "Flex routing during peak load periods". Den styrer, om Copilot må behandle nogle forespørgsler uden for EU Data Boundary ved spidsbelastning. Ifølge panelet bliver data i hvile i EU, bortset fra begrænsede pseudonymiserede data til sikkerhed og drift. Ifølge Microsoft er den slået til som standard for tenants oprettet efter 25. marts 2026. Hos os står den til "Do not allow flex routing".

Admin-guide: Sådan styrer I Claude i Microsoft 365 admin center

Adgangen til Claude styres et andet sted end registry, blokering og udrulning af agenter, som jeg har gennemgået i guiden om styring af agenter i Microsoft 365 Copilot. Her er indstillingen for Claude. Menunavnene står på engelsk, som de gør i vores admin center.

Det skal du bruge

  • Rollen AI Administrator eller Global Administrator i Microsoft 365 admin center.
  • Microsoft 365 Copilot-licenser til de brugere, der skal have Claude.
  • En Entra ID-sikkerhedsgruppe, hvis I vil starte med en pilotgruppe.

Trin 1: Find indstillingen

  1. Åbn Microsoft 365 admin center.
  2. Vælg "Copilot" og derefter "Settings" i venstremenuen.
  3. Vælg fanen "View all", og søg efter "AI providers".
Copilot settings i Microsoft 365 admin center med de to indstillinger AI providers operating as Microsoft subprocessors og AI providers operating as independent processors

Søgningen giver to indstillinger, og forskellen er hele pointen fra afsnittet om data:

  • AI providers operating as Microsoft subprocessors: Claude under Microsofts vilkår. Det er den, de fleste skal bruge.
  • AI providers operating as independent processors: Modeller under udbyderens egne vilkår, fx Anthropics Data Retention-modeller.

Trin 2: Vælg, hvem der må bruge Claude

  1. Klik på "AI providers operating as Microsoft subprocessors".
  2. Fold "Anthropic" ud under "Available subprocessors for your organization".
  3. Vælg en af de fire muligheder under "Choose who can use models operated by Anthropic".
  4. Har du valgt "Specific users and groups", så søg i feltet under valget efter de brugere eller sikkerhedsgrupper, der skal have adgang, og tilføj dem.
  5. Klik "Save".
Panelet AI providers operating as Microsoft subprocessors med Anthropic udfoldet, datoen for aktivering og de fire valg for hvem der må bruge modellerne

De fire valg betyder:

  • All users for all Copilot and generative AI experiences: Anthropic er tilladt for alle på udbyderniveau. Licens, betalingspolitik og Power Platform-indstillinger gælder stadig. Det er dette valg, tenants uden valg får 9. december.
  • All users for Microsoft 365 apps only: Claude kun i Word, Excel og PowerPoint. Valget udgår 9. december.
  • Specific users and groups for all Copilot and generative AI experiences: Kun de brugere og grupper, I tilføjer. Det er pilotgruppe-valget.
  • No users: Ingen har adgang til Anthropic som Microsofts underleverandør. Data Retention-modellerne styres i den separate indstilling i trin 3.

Valget i dette panel gælder Anthropic som udbyder, ikke den enkelte model, så I kan ikke tillade Sonnet og forbyde Opus her. I kan tilføje op til 999 brugere og grupper i alt, og indlejrede grupper virker.

Microsoft dokumenterer ikke, hvor lang tid der går, før en ændring slår igennem. Giv det tid, før du konkluderer, at det ikke virker.

Trin 3: Tjek kontakten for Data Retention-modeller

  1. Gå tilbage til søgningen, og klik på "AI providers operating as independent processors".
  2. Fold "Anthropic Models with Data Retention" ud. Vælg "No users", medmindre jeres jurister har accepteret Anthropics vilkår, og klik på "Save" under denne udbyder.
  3. Fold "Mistral AI" ud, hvis den står på listen. Vælg, hvem der må bruge modellerne efter jeres beslutning om Mistrals vilkår, og klik på den separate "Save"-knap under Mistral AI, hvis du ændrer valget.
Panelet AI providers Operating as Independent Processors med Mistral AI og Anthropic Models with Data Retention, begge tilladt for alle brugere

Trin 4: Husk Copilot Studio

Skal jeres udviklere bruge Claude i agenter i Copilot Studio, er admin center kun halvdelen. Ifølge Microsoft skal I også:

  1. Få en Power Platform-administrator til at åbne Power Platform admin center.
  2. Tillade Anthropic, enten pr. miljø under "Enable External Models" eller pr. miljøgruppe med reglen "Power Platform Anthropic".
  3. Følge den præcise fremgangsmåde i Microsofts vejledning om eksterne modeller i Power Platform.

Microsoft skriver, at der kan gå et par timer, fra Anthropic er slået til i Microsoft 365, til indstillingen dukker op i Power Platform. Bemærk også, at Claude-modellerne i Copilot Studio er markeret "cross-geo" i Europa. Tillader miljøet ikke dataflytning på tværs af regioner, kan modellen ifølge Microsoft være utilgængelig, når agenten kører. Det er en beslutning om dataplacering, så tag den bevidst, og åbn ikke for dataflytning bare for at få det til at virke.

Hvad agenterne koster, når de kører, har jeg gennemgået i artiklen om Copilot Studio-priser.

Verificér: Se det med brugerens øjne

Har I valgt en pilotgruppe:

  1. Log ind som en bruger i gruppen med Copilot-licens, og åbn Copilot Chat.
  2. Klik på "Autofunktion", vælg en Claude-model, og send en prompt.
  3. Bekræft, at du får et svar, og at knappen øverst viser Claude-modellen.
  4. Log ind som en tilsvarende bruger uden for gruppen, og bekræft, at Claude ikke kan vælges.

Har I valgt "All users for Microsoft 365 apps only":

  1. Åbn et dokument i Word, Excel eller PowerPoint som en bruger med Copilot-licens.
  2. Åbn Copilot-ruden, og bekræft, at Claude kan vælges i modelvælgeren.

Har I valgt "No users":

  1. Log ind som en bruger med Copilot-licens, og åbn Copilot Chat.
  2. Klik på "Autofunktion", og bekræft, at Claude-modellerne under Microsofts vilkår ikke kan vælges.
  3. Tjek indstillingen i trin 3, hvis I også vil afgøre, om Data Retention-modeller er tilgængelige.

Typiske faldgruber

  • At lade fristen gå. Har I aldrig valgt noget, er Claude slået til for alle fra 9. december. Det er en beslutning, der bliver truffet for jer.
  • At tro, at "kun Microsoft 365-apps" er et sikkert valg. Valget udgår 9. december, og I flyttes til "All users" uden den begrænsning, I havde valgt.
  • At forveksle de to indstillinger. "Subprocessors" er Microsofts vilkår, "independent processors" er udbyderens. Den sidste skal have sin egen beslutning.
  • At glemme Copilot Studio. Uden Power Platform-indstillingen kan udviklerne ikke bruge Claude, selvom brugerne i Copilot kan.
  • At stole blindt på dokumentationen. I skrivende stund modsiger Microsofts egne sider hinanden om EU, Cowork og standardindstillinger. Tjek jeres egen tenant.

Vores anbefaling: Tag stilling før 9. december

Claude i Copilot er en god nyhed. Valget mellem modeller gør Copilot bedre, og Researchers kombination af GPT og Claude er en af de mest interessante ting, Microsoft har lavet i Copilot i år. Beslut aktivt, hvem der skal have adgang, før standardindstillingen ændres.

Vores anbefaling til de fleste organisationer er derfor: Gå ind i admin center nu, og se, hvad I står på. Vælg "Specific users and groups" med en pilotgruppe, hvis I ikke er klar til alle.

Opdatér samtidig jeres konsekvensanalyse (DPIA) og fortegnelse med Anthropic som underleverandør og flytningen ind i EU Data Boundary. Lad kontakten for Data Retention-modeller være slået fra, indtil jeres jurister har læst Anthropics vilkår.

Sæt også en påmindelse i kalenderen til starten af december, så I kan se, om Microsoft leverer det, de har lovet. Hos os står Claude til alle brugere, men i en organisation på vores størrelse er pilotgruppen og hele organisationen næsten det samme.

Ofte stillede spørgsmål

Koster Claude ekstra i Microsoft 365 Copilot?

Ikke i Copilot Chat, Researcher, Word, Excel og PowerPoint, hvis brugeren har en betalt Microsoft 365 Copilot-licens. Microsoft skriver, at Sonnet er med under fair use, mens Opus er med inden for grænser, som ikke er offentliggjort. Cowork, Kode og de nyeste frontier-modeller som Fable afregnes i Copilot Credits.

Bliver vores data brugt til at træne Claude?

Nej. Med Claude som Microsofts underleverandør gælder Microsofts Product Terms, DPA og Enterprise Data Protection, og prompts og svar bruges ikke til at træne modellerne. Modeller mærket "Anthropic models with Data Retention" kører i stedet på Anthropics egne vilkår. Her opbevarer Anthropic de fleste data i op til 30 dage, markeret indhold i op til 2 år og klassificeringsscorer i op til 7 år, og ifølge Microsoft bruges dataene ikke til træning uden jeres udtrykkelige tilladelse. De modeller har deres egen kontakt, som er slået fra som standard.

Hvad sker der med Claude den 9. december 2026?

Ifølge Microsofts Message Center-opslag MC1546438 slår Microsoft Claude til for alle brugere i EU- og EFTA-tenants, der er omfattet af EU Data Boundary og ikke har valgt noget for Anthropic. Valget "All users for Microsoft 365 apps only" udgår samme dag, og tenants med det valg flyttes til "All users". I starten af december flytter behandlingen af Claude ind i EU Data Boundary.

Kan vi slå Claude til for kun nogle brugere?

Ja. I Microsoft 365 admin center vælger I "Specific users and groups" under Anthropic og tilføjer brugere eller Entra ID-sikkerhedsgrupper, op til 999 i alt. Valget gælder hele udbyderen Anthropic, ikke de enkelte modeller.

Hvem kan ændre indstillingen for Claude?

En AI Administrator eller Global Administrator i Microsoft 365 admin center. Skal Claude også bruges i Copilot Studio, skal en Power Platform-administrator desuden tillade det pr. miljø eller miljøgruppe i Power Platform admin center.

Du finder Microsofts officielle dokumentation her: Claude models from Anthropic in Microsoft Online Services. Ændringen 9. december står i Message Center-opslaget MC1546438.

Microsoft flytter brikkerne hurtigt på det her område, og datoen 9. december er næppe den sidste ændring. Jeg følger udviklingen og skriver løbende om, hvad der ændrer sig i Copilot, på LinkedIn, hvor du kan følge med.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu. Skriv den første.

Skriv en kommentar

Dit navn og din kommentar vises offentligt efter godkendelse. Din e-mail vises ikke. Læs mere i privatlivspolitikken. Efter godkendelse kan kommentaren maskinoversættes til den anden sprogversion. Du kan altid se originalen.

Flere artikler

  • Kan vi bruge vores egne data på et Copilot-kursus?

    Det kan I godt, men jeg anbefaler fiktive data. Sådan bygger jeg en fiktiv kommune eller virksomhed, og hvorfor deltagerne lærer mere af den.

    Læs mere →
  • Byg din første agent i det nye Copilot Studio

    Trin for trin: Byg en HR-agent i det nye Copilot Studio med instruktioner, knowledge og en skill, test den i Preview, og publicér den til Teams. Med video.

    Læs mere →
  • Copilot Studio priser 2026: Credits forklaret + beregner

    Se, hvad dine Copilot Studio-agenter koster om måneden. Gratis credit-beregner (estimator) med korrekt licensregning, capacity packs og det nye GitHub Copilot-harness.

    Læs mere →